1. Analyse- og fortolkningsmåder

 

Analyse og fortolkning af Anna Karenina kan ske ud fra forskellige synsvinkler. Som hovedgrupperinger kan man opstille følgende:

 

1)     den rent tekstorienterede analyse og fortolkning. Hovedværket inden for denne fortolkningstilgang er i nyere Tolstojforskning professor (ved Yale) Vladimir E. Alexandrov’s Limits to Interpretation (University of Wisconsin Press, 2004). Bogen kunne ifølge ham selv lige så godt hedde ”Interpretation to Limits”, idet han mener, at et ren tekstfortolkning giver rigeligt med fortolkningsmuligheder. Alexandrov bygger i det væsentlige på Roman Jakobsons teorier om ords betydning og ords betydning i sætningssammenhæng og hans analyser efter modellen: forfatter (budskabsafsender) - budskab - læser (budskabsmodtager).

Alexandrov mener en del Tolstojforskning (som litteraturforskning i det hele taget) hviler på et dialektisk princip, hvor forskere med nye indlæg tager afstand fra den eller de nærmest forudgående og i stedet for at medindrage tidligere læsemåder som en syntese i forskningen.  opstiller deres egen, nye læsemåde som en antitese i forhold til tidligere. Jo længere tilbage tidligere forskning ligger, jo mindre interessant finder de den uden hensyn til des indhold, som ofte både er spændende og rigtig.

En fortolkning, der bygger på ideologier fra forskellige fagområder som filosofi, politik og i det hele taget læsninger, der bygger på forudindtaget synspunkter, vil ikke omfatte hele værket, men kun enkeltdele.

 

2)     en analyse og forskning, der tager udgangspunkt i Tolstojs situation og den kultur, han befandt sig i. Hovedværket i nyere Tolstojforskning er her Professor (ved Yale) Gary Saul Morson Anna Karenina in our Time (Yale University Press, 2007). Morson mener ikke man kan forstå Tolstojs budskab(er) i bogen, hvis man ikke tager hans situation i betragtning.

 

3)     en analyse, der tager udgangspunkt i en eller flere forudfattede antagelser eller videnskabelige tilgange som for eksempel en kvindefrigørelsesbetragtning, en ægteskabsbevarende betragtning, en kærlighedsbetragtning der fokuserer på lidenskab og drift, en psykologisk betragtning (forsmåethed, undertrykkelse fornærmethed), en moralsk betragtning eller en sygdomsbetragtning. Herunder falder også en reliøs/filosofisk indgangsvinkel, hvor dels Tolstojs egne teoretisk, religiøst/filosofiske betragtninger efterspores i bogen og dels andre filosoffers opfattelse og teorier efterspores. (Det er navnlig Schopenhauers ”Die Welt als Wille und Vorstellung”, man mener at kunne genfinde i Anna Karenina).

Af – relativt – nyere forskningsresulater inden for denne boldgade kan nævnes Gary Adelman Anna Karenina – the Bitternes of Ecstacy (Twayne Publishers, Boston, 1990) og et ældre værk, Women in Tolstoy, af Ruth Crego Benson  (University of Illinois Press, 1973). Begge bøger breder sig langt ud over den snævre synsvinkel og tjener således kun delvist til at illustrere tilgangen.

Hovedværket  inden for den filosofiske tilgang (og i det hele taget et hovedværk inden for Tolstojforskning) er Richard F. Gustafson Tolstoy – Resident and Stranger (Princeton University Press, 1986).

 

4)     en læserorienteret analyse og fortolkning, altså en analyse, der som sin (hoved)tese har den påvirkning af læseren, læsningen af bogen medfører. Analysen har to eller måske tre mulige læserkredse som grundlag: den samtidige, den nuværende og en ”læserkreds til alle tider”. Ananlyseformen kan knytte sig tæt til den under 1 nævnte tekstanalyse, hvis det er læserkredsen til alle tider, der er udgangspunktet, medens den nærmer sig den under 2 nævnte kulturbaserede fortolkning, hvis det er samtidens læserkreds, der er udgangspunktet. Er det nutidens læserkreds, der danner indfaldsvinkel indføres et nyt begreb, læserens kulturelle baggrund, herunder sociale status. Læsere i forskellige sociale lag vil have forskellige forudsætninger for at identificere sig med personer og situationer i Anna Karenina (som i alle bøger).

Hovedværket inden for denne læsemåde er Gareth Williams The Influence of Tolstoy on Readers of his Works (Edwin Mellem Press, New York 1990).

 

5)     en sammenlignende litteraturanalyse. I denne analyseform fremdrages træk, der gør Anna Karenina sammenlignelig med andre bøger – og i visse tilfælde påvises også påvirkninger eller ligefrem citater. Her kan udgangspunktet være ”Utroskabsromaner” og de værker, der oftest sammenlignes med i den forbindelse er Flaubert’s Madame Bovary og Fontanes Effi Briest. Sammenstillingen kan også være med kvindesagslitteratur i almindelighed eller specielt inden for den victorianske romans område (f.eks. George Elliot’s Middelmarch, 1871-72 – det er uvist om Tolstoj har læst Middelmarch; men det vides, at han var påvirket af George Elliot – og omvendt hun af ham). Sammenligninger kan også være med russisk litteratur, og her er Pusjkin den mest nærliggende parallel (eller modsætning, Tatjana i Eugen Onegin er netop ikke sin – noget trivielle – husbond utro). Pusjkins påvirkning af Tolstoj er almindelig kendt og erkendt af Tolstoj.

En højt værdsat bog inden for denne analysetilgang er Amy Mandelker Framing Anna Karenina – the Woman Question and the Victorian Novel (Ohio State University Press, 1993)

 

6)     en historisk analyse. Denne analyseform, hvor værket sættes ind i en historisk sammenhæng, og historiske begivenheder nævnt i værket verificeres, er af knap så stor interesse i Anna Karenina som i Krig og Fred. Den krig, som Vronskij drager i i slutningen af bogen, er den Serbiske krig mod Tyrkiet i 1876, en krig der udviklede sig til den Russisk-Tyrkiske krig 1877-1878, og som førte til sejr for Rusland, men ikke medførte at Rusland fik meget ud af det. At Tolstojs i Anna Karenina udtrykker en antimilitaristisk holdning i forbindelse med denne krig – hvilket opfattedes som meget kontroversielt i datidens Rusland – er ikke et synspunkt, der hører under en historisk fortolkning. Det hører hjemme under 2 (Tolstojs baggrund) og 4 (læseropfattelse).

      Tolstojs historieoofattelse kan spores her, men den hører også nærmest under en filosofisk indgangsvinkel. I store træk går den ud på, at historien ikke ændres af store personligheder, men at den snarere er udtryk for en slags "folkevilje", der mere eller mindre blindt presser på og skaber historien i et samspil med som oftest ret uduelige ledere, hvis handlinger er ret tilfældige.