Hævnen er min, jeg vil gengælde

Gyldendal har i udgaven fra 1907 fjernet bibelcitatet, epitafet, ”Hævnen er min, jeg vil gengælde”, som indledning til romanen. I princippet er 2007-udgaven en kopi af Ejnar Thomasens 1929-udgave, hvor indledningscitatet er med. Men ud over opdatering af stavemåder herunder Thomasen til Thomassen og Leo til Lev, er der altså fjernet dette bibelord. Om det er en væsentlig undladelse – eller fejl – kan der være forskellige meninger om. Den eneste, der tæller i den forbindelse, må være Tolstojs, og han har ment det skulle med, og dermed er det en væsentlig mangel, at det ikke er der.

Der findes flere engelske udgaver. Den mest udbredte er Constance Garnett's (fra 1901 revideret og rettet af Leonard Kent og Nina Berberova og senest udgivet i 2003), som har introduktion og noter ved Amy Mandelker. Her lyder citatet sådan: "Vengeance is mine, I will repay."
(Amy Mandelker er Associate Professor of Comparative Literature at the City University of New York, og forfatter til  "Framing "Anna Karenina": Tolstoy the woman question an the Victorian Novel").
I 1871 oversættelsen af Biblen til dansk, hedder det "Hevnen og Betalingen hører mig til..." I 1931 bibeloversættelsen. "...Hævnens og Regnskabets dag..."
I den officielle engelske bibeloversættelse lyder citatet "To me belongeth vengeance and recompence".

Thomasens udgave og den engelske udgave er næsten ordret oversættelse af Tolstoj, dog mangler begge et "og". Det skulle have heddet "hævnen er min og jeg vil gengælde".

Det menes, at Tolstoj har formuleringen fra en tysk bibeloversættelse, hvor den lyder sådan ”Die Rache ist mein; ich will vergelten”

Citatet er fra 5. Mosebog kap. 32 vers 35. Der henvises til det to gange i Det nye Testamente, nemlig i Romerbrevet kap. 12 vers 19 og i Hebræerbrevet kap. 10 vers 30. Den første henvisning i Det nye Testamente er altså fra et af Paulus breve (Hebræerbrevets ophav kender man ikke); ingen af dem er hverken direkte elle indirekte gengivelse af Jesu ord. Citatet stammer altså hverken fra Jesu mund eller overhovedet fra Det nye Testamente, men at der skal komme en dommedag, er ikke en fremmed tankegang i Det nye Testamente (Se bl. a. Mattæus kap. 10 vers 15 og Johannes kap. 4 vers 17).

Hvis man antager, at gammeltestamentlige tankegang om hævn  er udtryk for skæbnetro, kan man fristes til mene, at der med ”Hævnen hører mig til, jeg vil gengælde”, antydes et skæbnemotiv i Anna Karenina.

At Gud råder for vor skæbne, er imidlertid ikke udtryk for skæbnetro i klassisk forstand. Skæbne er de tildragelser, der er unddraget både ens egen og gudernes vilje. I bibelsk sammenhæng er egentlig skæbnetro udtrykt i Prædikernes bog kap 2 vers 14, kap 3 vers 19 og kapitel 9 vers 2-3 (”…thi alle får en og samme skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren...”). I kapitel 9 modificeres skæbnetroen imidlertid af vers 1, i følge hvilket vore, eller i hvert fald de vises gerninger er i Guds hånd. (”…de retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd…”).

Det nye Testamente er blottet for skæbnetroens opgivende holdning til vor tilværelse.

At mennesket er underkastet Guds vilje, er ikke udtryk for, at mennesket er uden vilje. Guds vilje er retfærdighed, og Guds vilje bliver derfor en dom over de uretfærdige og de retfærdige, alt efter hvad vi med vores vilje har gjort os fortjent til. Det er vilkårene ifølge Det gamle Testamente. Ifølge Det nye Testamente gør vi os ikke fortjent til vor frelse, det er en tros- og nådessag.

Tolstoj holdning var ikke gammeltestamentlig, men han var af den opfattelse, at ved vore gerninger, ikke ved vor tro (og slet ikke ved Kirkens tilgivelse) gør vi os fortjent til frelse. Det står ikke klart, om han mener, at der er et liv efter døden, men hans dødsangst og hans understregelse af, at det er ved at følge bjergprædiken, vi får et lykkeligt liv mere end antyder, at paradis og evighed ikke er noget hinsides, men noget yderst konkret og herværende.

Læser man indledningscitatet i denne ånd, er den hævn, der rammer Anna, ikke hendes død under toget, men det frygtelige liv, hun kommer til at leve i nedværdigelse, jalousi og afstand fra sin søn. Der er ikke tale om noget uundgåeligt, men en uundgåelig følge af hendes valg. Opfatter man indledningscitatet sådan, er dødsulykken på banegården i del I. kap 18 ikke en angivelse, der i stil med græsk tragedie foruddiskonterer den uafvendelige ulykke, en skæbne.