Anna Karenina er ikke mytisk

Populært betragtes Anna Karenina som en kærlighedsroman, måske den største kærlighedsroman af alle. Og Annas (og Vronskijs) kærlighedshistorie kan med nutidige øjne virke som historien om den helt store kærlighed.

Jeg citerer en moderne læser[1]: ”Anna Karenina regnes for en af de store klassiske romaner om den romantiske kærlighed som en lidenskab overfor hvilken menneskets frie valg suspenderes, en højere mening der har ret til at tilsidesætte alle bindinger: familie, samfund, moral og ansvar. Kort sagt en roman bygget over den store sejlivede yndlingsmyte i vores kultur.”

Idéen om, at Annas kærlighed i Anna Karenina skulle være bygget over en ”sejlivet yndlingsmyte” om ”romantisk kærlighed” og at denne myte skulle tilsidesætte alle bindinger, herunder familie, er ikke rigtig. Begrebet ”romantisk kærlighed”, er netop forbundet med familie: det er myten – hvis det er en myte - om, at man kan finde den eneste ene og i ægteskabet blive forenet med denne, således at man får en ligning, der hedder 1+1 = 1. 

Ifølge Kai Aalbæk-Nielsen[2] kræver den romantiske kærlighed  ”at det seksuelle begær og kærligheden skal udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, der blev formuleret o. 1800, var aldrig blevet stillet tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde en kernefamilie som samfundets grundpille.”

Det er ikke denne kærlighed, der er beskrevet i Annas og Vronskijs forhold. Det er imidlertid rigtigt, at Tolstoj skriver sin roman ind i en (på det tidspunkt ikke særligt omfattende) række af kærlighedsskildringer.  Af disse er de vigtigste vel Shakespeares ”Romeo og Julie”, Pusjkins ”Eugen Onegin” Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og Flauberts Madame Bauvery”. Men ingen af disse er bygget over ”myten om den romantiske kærlighed”. Den skildring, der kommer det nærmest, er Shakespeares, men her forenes de elskende ikke i i en seksuel forbindelse; det er i døden, de går op i en højere enhed.

Gary Saul Morton skriver i Anna Karenina in Our Time (s. 118) at Merezhkovsky betragter Anna som ”the incarnation of pure Passionate love”. Morson fremhæver, at det er forkert! Det ville gøre hende umenneskelig, en mytisk figur og et symbol. Og det ville betyde, at vi ikke kunne identificere os selv med hende.

Anna Karenina er altså netop ikke en mytisk figur, og romanen er ikke et eksempel på ”den sejlivede myte om den romantiske kærlighed”.

Derimod kan man sige, at Ljovin og Kittys ægteskab er et eksempel på romantisk kærlighed. Men den kan næppe kaldes mytisk. Myte - når der ikke hermed menes forklaringer på mystiske ting – er forestillinger, der generelt er accepteret uden, at de bygger på fornuftgrunde, og som man derfor – fornuftsmæssigt ved, ikke holder. Hvis forestillingen om kærlighedslykke i ægteskabet betragtes som en myte, en forestilling, der ikke holder (og som man egentlig godt ved, ikke holder), er det formentlig en moderne opfattelse, der er baseret bl. a. på inklinationsægteskaber og skilsmissestatistik.

Hvorvidt man betragtede forestillinger om den store kærlighed i ægteskabet som mytisk i 1870’erne, kan der være flere meninger om; min opfattelse er snarere, at man måske ikke gjorde sig så store forestillinger i den retning. I skildringen af Karenins og Annas ægteskab og Dollys og Stivas ægteskab mere end antyder Tolstoj i hvert fald, at man ikke skulle forvente den store romantiske kærlighed i ægteskabet.